Den røde tråd i mit liv er grøn, og den er stærk som sejlgarn. Netop dén tråd taber jeg aldrig.
For mig giver det mening at have daglig kontakt med livet i naturen. Det er under åben himmel, at jeg for alvor færdes på glædens grundfjeld.
Jeg har Danmarks største fredede landområde, Lille Vildmose, som nærmeste nabo. Kattegat er lige ved hånden, og Limfjorden er indenfor rækkevidde.
Når vejr og vind og årstiden vil det, kan jeg fra mit kontor høre traner trompetere og sangsvaner synge sirenesang, der forsøger at lokke mig væk fra tastaturet og ud med kameraet. Jeg er i reglen let at lokke.
Som journalist har jeg fulgt Limfjordens vande på godt og ondt siden 1980’erne, da en grøn bølge skyllede over landet og med afsæt i iltsvind og fiskedød gav flere danskere større bevidsthed om natur og miljø.
I dag, da den grønne bølge er blevet til en blå krusning, holder jeg stand på vegne af skarven, skrubben og den spættede sæl, den tyksak.
Naturen har fået min stemme, og jeg har lånt den mine øjne. Så værsgo’ at tage et kig i kataloget fra det fri.
Vi er faretruende nær årets korteste dag. Det er på denne tid af året, at vi har brug for alle de lys i mørket, vi kan finde. Her kommer musvitten ind i billedet, for den er et optimistisk vink i en vinternøgen skov eller have, hvis man ellers oplever den tæt på i en sjælden stribe sol. Danmarks mest almindelige mejse er ved vintertide en flittig gæst ved foderbrætterne, og den ankommer altid iklædt sort slips i form af en længdestribe på sit gule bryst. Bredden på striben er et signal om styrke og dominans. Hannerne bærer bredere slips end hunnerne og de unge mejser, men i den maskuline mejseverden er der stor individuel forskel på bredden af bryststriberne. Det har vist sig, at de mejsehanner, der har de bredeste direktørslips, bestemmer og kommer først til fadet, mens de mere smalstribede musvitter pænt må træde til side. I de mørke måneder før sangen og yngletiden for alvor begynder i marts, strejfer mange musvitter ofte omkring i skove og parker i selskab med andre arter af mejser i såkaldte mejsetog. Disse flakkende flokke er rejsende i en evig jagt på fugls føde med de bredstribede musvithanner på første klasse.
Jan Skriver | Birkesøvej 2, Dokkedal, 9280 Storvorde | Tlf. 98 35 21 39 | Mobil: 21 60 68 52 | Email: skrivernatur@gmail.com
Jan Skriver | Birkesøvej 2, Dokkedal, 9280 Storvorde | Tlf. 98 35 21 39 | Mobil: 21 60 68 52 | Email: skrivernatur@gmail.com